Kontakt | Om Studerende Online
- Studiejob
- Karriereinformation
- Gode tilbud til studerende
- Målrettet til dig



GO' morgen Danmark anbefaler so.dk

 

Drømme forpligter

Af Jesper Andersen

Hvad er en iværksætter? Hvordan går man i gang, hvis man har en god ide? Hvad kan en tilværelse som iværksætter bringe? Disse og mange flere spørgsmål har Studerende Online stillet fire af Danmarks mest succesrige og erfarne iværksættere: Nicolai Seest, formand for Dansk Iværksætter Forening, Frank Rasmussen, direktør i Telmore, Martin Thorborg, tidl. direktør i Jubii og Janos Flösser, direktør i IO Interactive.

I denne uge er vi nået til det sidste interview, denne gang med Janos Flösser fra IO Interactive, Danmarks førende udvikler af computerspil. Janos var med til at starte virksomheden i 1998 og i årene frem til nu er IO Interactive vokset fra 10 til 130 medarbejdere og en flercifret millionomsætning. Den danske spiludviklingssucces står bl.a. bag verdensomspændende hits som ”Hitman 2” og ”Freedom Fighters” og har i november 2003 vundet titlen som regionsvinder i Ernest og Young’s ”Entrepeneurship of the Year” konkurrence.

Hvad vil det efter din mening sige at være iværksætter?
At være iværksætter er noget med at bygge noget op fra bunden. Det vil oftest være baseret på en innovativ ide.

Hvordan oplever du rammerne og mulighederne for iværksætteri i dagens Danmark?
Rammerne er sådan set ok, vi har jo fri næringsret og har man en god ide er der masser af henvendelsesmuligheder. Det store arbejde ligger i at lære at præsentere ideerne, for det kræver typisk mange penge at komme i gang og de skal jo skaffes fra investorer.

Hvordan tackler man janteloven som iværksætter?
Den skal man ikke fokusere på. Man skal holde sit fokus på opgaven og undersøge alle relevante forhold grundigt. Lader man sig stoppe af sådan noget som jantelov, så er man ikke en iværksætter.

Hvad vil du mene er vigtigst for en iværksætter: gejst og inspiration, ekspertise eller netværk?
Det afhænger meget af ideen. DEN er meget vigtig! Selvfølgelig kræver det gejst, for det at være iværksætter kræver også mange personlige ofre. Jeg vil sige, at du skal kunne finde den unikke ide, præcisere dit koncept og se, hvordan passer det ind i markedet? Ekspertise er selvfølgelig godt. Netværk er man nødt til at opbygge undervejs, for man kommer ikke langt uden, men det er ikke en forudsætning.

Hvordan bør man gå frem, hvis man sidder som spirende iværksætter med en ide, man tror på?
Først og fremmest skal man definere sit fokusområde. Hvor er kunderne? Konkurrenterne? Markedet? Ved man ikke den slags er man på spanden. Det er nødvendigt med realistiske beregninger og man skal kunne pege på, hvor upside er for evt. investorer. I den forbindelse kan brancheorganisationer og internettet sikkert hjælpe, når man søger oplysninger. Det er også rart at alliere sig med nogle gode regnskabsfolk og andre, der er klogere end dig selv på områder, du ikke ved noget om. En potentiel investor vil kræve en masse detaljer, så du skal lave en grundig research og kunne beskrive, hvad præcist det er, du byder ind med på markedet. Bevar fokus på det, du er god til!

Hvad ser du som den største barriere for nye iværksættere i Danmark?
“Fear of flying”, som man siger. Altså manglende tro på egne ideer. Danskerne har en trang til middelmådighed og tør ikke tro på deres ideer. Vi har en angst for, at vi ikke kan matche de store i udlandet og det er synd, for det er slet ikke rigtigt.

Hvor vigtigt er det at komme først med ideen?
Der kan man ikke tale om enten eller. Det er klart, at kan man tage patenter og opbygge et monopol, så er det godt, men hvis man arbejder ud fra en for hastigt konstrueret forretningsplan fuld af fejl, så er det skidt. Der er ikke nogen filantroper mellem investorerne i dag. De kræver en afsætbar ide og at man har gjort sit hjemmearbejde ordentligt. Man skal have den rigtige ide til det rigtige marked.

Som selvstændig giver man afkald på lønmodtagerens tryghed og faste rammer. Hvad mener du, man opnår til gengæld?
Jeg mener, man opnår mange ting, selvbestemmelse fx. Man får lov at realisere sine egne ideer og opnår et mere meningsfyldt liv. Man kan også tillade sig at eksperimentere og det er et stor privilegium. Jeg synes ikke, at det er dårligt at være lønmodtager, men er man rastløs og brænder efter at prøve om vingerne kan bære, så bør man vove forsøget.

Hvilke krav stiller det til ens evner og personlighed at være iværksætter?
Først og fremmest skal man ikke være bange for at få tæv – i overført betydning. Man skal være forberedt på, at det kan kikse og så skal man bare op på hesten igen! Faktisk burde de, der oplevede IT-boblens brist, faktisk have et skulderklap for deres indsats. Som iværksætter skal man være ambitiøs, men ikke på en måde så man tromler hen over folk. Og så skal man være arbejdsom og må ikke være alt for tryghedssøgende.

Hvad har været din største glæde ved at være iværksætter?
Tja, i dag er jeg leder af en virksomhed med 130 ansatte, som har det fedt! Det er helt klart en stor glæde. Jeg nyder at arbejde med så mange velkvalificerede mennesker. Det lyder måske lige lovligt flot, men det er jo lidt af et livsværk, man skaber. Jeg finder en utrolig stor glæde i at bygge noget op.

Hvad er dit bedste råd til unge, der gerne vil være iværksættere?
Realiser din drøm! Du skal enten tage og prøve det eller også holde op med at drømme. Det er nemlig sådan, at drømme forpligter! Du må ikke lade dig stoppe, hvis du fejler, men skal i stedet se det som noget, du har lært noget af.


Dette er så afslutningen på Studerende Online’s artikler om iværksætteri. Brænder du allerede efter at komme i gang kan du hente flere oplysninger og mere inspiration på:

www.startguiden.dk

www.toldskat.dk 

 
Tip en ven

Udskriv

Tilbage til oversigt

Forrige | Næste

Studerende Online  |  Gothersgade 9  |  1123 København K.  |  E-mail: info@so.dk