Rune Schødt og Brian Vorsøe satte pladebranchen under lup i deres speciale, og det er ikke det bedste indtryk, de har fået. Pladebranchen lider i vidt omfang af, hvad de to næsten færdigeuddannede cand.merc.´ere kalder "en usund virksomhedsstruktur fokuseret på kortsigtede gevinster og uholdbare produkter. Den virker som en indelukket branche og har et dårlig ansigt udadtil", mener Brian og Rune.
Musikere og købmænd
Som Rune siger, gælder det om at indse sine egne kompetencer og begrænsninger, og derfor vil der i Euche være et kreativt frirum. "Vi lader de folk, der er dygtige til musik, lave musikken. Der skal balance og klarhed i arbejdsdelingen, og at man også må være en god købmand, det er helt åbenlyst." Brian uddyber: "Men det er vores kompetence, og så lader vi andre om det kreative. Folk er kritiske, så det skal være god musik."
Freja og Saybia
Købmændene har allieret sig med de etablerede producere Rune Westberg og Kåre Kabel Mai (har tidligere samarbejdet med bl.a. Freja, Saybia, Tue West og Carpark North). De vil gerne opnå at udgive fire plader om året. Således vil de også bedre kunne give hvert enkelt projekt det fokus og den energi, det kræver for at få ordentlige plader på gaden.
Det gælder om at komme så langt væk som muligt fra ’fabriksmodellen’, hvor en 17-årig pige får sit talent skabt af tolv forskellige mennesker. Den udøvende kunstner skal selv have indflydelse på både pladen og profilen. Det skulle gerne være med til at styrke en af Euches grundlæggende værdier for det musikalske produkt: Langtidsholdbarhed og oprigtighed.
Penge under jorden
Markedsføringen skal også være fleksibel og målrettet, og her kommer både Rune og Brians uddannelse og deres visioner frem i lyset. De to vil gøre en dyd af nødvendigheden; de har ikke pengene til f.eks. hundedyre TV-spots, og selvom de havde pengene, tror de ikke på, at det er måden at markedsføre musik på længere. "Nogle bands kan tage mere skade end gavn af massiv TV-eksponering", forklarer Rune. "F.eks. kan det at være undergrund bruges aktivt."
Ingen popstars
Efter at have fået de første døre slået op, skal de nu selv til at åbne flere. Den første plade er også deres første erfaring, og de sigter ikke mod at skabe "det næste Idols-popstars wonder", slår Rune fast. Det langsigtede mål er at få skabt sin egen arbejdsplads med en god og gennemskuelig virksomhedsstruktur, hvor de kan tage del i de kreative processer omkring en plade.
Mellem himmel og fortov
Og det er en ægte iværksætterånd, der ligger bag: "Vi gør jo det her, fordi vi gerne vil arbejde med det også mere end bare et halvt år. Vi vil gerne lave en vedvarende virksomhed ud af det her", siger Brian. Det er en stor satsning, som kan ende alle steder mellem himmelen og fortovet: "Vi gør os jo mange erfaringer første gang, så det må tiden vise. Ikke for store forventninger, for guds skyld heller ikke for små. Vi må se hvad der nu kommer", siger Rune og giver udtryk for, at de to er klar på også at løbe op ad bakke til en start.
Studerende Online har aftalt at mødes med Rune og Brian igen om et halvt år og få en update på, hvordan det hele er gået.
