Kontakt | Om Studerende Online
- Studiejob
- Karriereinformation
- Gode tilbud til studerende
- Målrettet til dig



GO' morgen Danmark anbefaler so.dk

 

Fra læring til lærer

Af Pia Glud Munksgaard

Pernille blev færdig som lærer den ene dag, holdt møde med sine nye kollegaer den næste og stod en måned senere foran 1.b i rollen som klasselærer.

Pernille Ploug Andersen har fart over feltet. I en alder af bare 23 år har hun fået opfyldt drømmen om at blive klasselærer. I sommer forlod hun Frederiksberg Seminarium som nyudklækket folkeskolelærer, og i dag lærer hun 1.b på Niverødgårdskolen at læse.

Folkeskolens kald
Pernille havde ikke gået i skole mange år, før hun vidste, at hun ville være lærer. Det var derfor planen, at hun skulle på lærerseminariet, indtil hun i gymnasiet fik smag for faget historie. Derfor begyndte hun at læse historie på Københavns Universitet. Hun havde dog ikke andet end lige sat sig med bøgerne, før hun blev klar over, at den var helt gal: ”Jeg havde bare den der fornemmelse af, at det var helt forkert. Jeg skulle bare noget helt andet – jeg skulle undervise børn”.

Som sagt så gjort – Pernille startede på lærerseminariet og tog uddannelsen i et stræk. Pernille kan nu i en alder af blot 23 år kalde sig klasselærer med pegepind, læsebog, elever og alt, hvad det indebærer.

I god tid
Selvom hun først havde sit eksamenspapir i hånden i slutningen af juni, blev jagten på drømmejobbet som klasselærer allerede sat ind i marts måned. Pernille søgte job samtidig med, at hun gik til eksamen, og selv for en ambitiøs pige som Pernille var det en ordentlig mundfuld: ”Man bliver lidt desperat, når man søger, og samtidig går man til eksamen, så det var da hårdt psykisk”. 

Det stod hurtigt klart, at uopfordrede ansøgninger var for ukonkrete: ”Jeg kunne ikke vente på, at en eller anden skole skulle give mig svar”. Derfor ledte hun efter jobannoncer i folkeskolelærernes fagblad ’Folkeskolen’. ”I starten gjorde jeg den fejl, at jeg sendte samme ansøgning til alle skolerne, og det virkede ikke helt. Så begyndte jeg at lave dem mere målrettede”. Det skulle vise sig at give pote i en hård eksamenstid, for lige pludselig inden for en uge stod hun med tre job: Et vikariat og to klasselærerstillinger i hhv. Asminderød og Nivå. Efter besøg på de pågældende skoler og grundige overvejelser, faldt valget på klasselærerstillingen i Nivå.

En anden verden
Dagen efter sin sidste eksamen, var hun til møde med sine kolleger på sit nye arbejde. ”Det var et skift fra den ene verden til den anden. Det var mærkeligt, og jeg var så træt”. Afslutningen på fire års studier skulle fordøjes samtidig med, at hun skulle indstille sig på at tage imod en hel skoleklasse efter sommerferien. Hun skulle ikke længere omgås studerende men kollegaer, og hendes plads var nu rykket om på den anden side af katederet. Overgangen fra studerende til folkeskolelærer var svær at forholde sig til, fordi det skete så hurtigt: ”De første par gange, jeg var oppe på skolen, var det sådan lidt surrealistisk og ikke helt virkeligt”.

Plejer er død
Da Pernille efter sommerferien tog imod sine elever, var det første gang, hun overhovedet stod i en 1. klasse. Alt fra læsefærdighed til rutiner har skullet bygges op fra bunden hos den nye klasse på den nye skole: ”Rammer og regler, det er noget vi skulle lave, og jeg havde ligesom ikke noget grundlag eller noget at have det i, fordi jeg kender jo ikke skolen og hvad de plejer at gøre – der er ikke noget plejer”.

ABC og snotnæser
Pernilles klasselærerrolle i en 1. klasse indebærer andet end at lære eleverne dansk og matematik. De sociale relationer og børnenes ve og vel er også en vigtig del af klasselærerfunktionen. ”Det er jo også at binde snørebånd og pudse næse og løse konflikter, når der er en, der ikke vil lege” For Pernille er det en del af udfordringen. ”Det handler ligeså meget om, at de har det godt, at de kan lege med hinanden, og at de bliver gode til at være sammen”.

På lærerværelset
Skiftet fra klasseværelse til lærerværelse har været svært, men Pernille er blevet taget godt imod. Hendes unge alder betyder ikke, at de garvede lærere ikke anerkender hende. Tværtimod forventer de, at hun er ekstra impulsiv og fuld af gode ideer. Samtidig har de taget sig rigtig godt af hende: ”Det er jo tydeligt at se, at jeg er ung, og så er jeg nyuddannet, og så skal man nok tage sig lidt af mig, og det synes jeg, at de har været rigtig gode til”. Selvom der altid er dem, ”der sidder i det samme hjørne og som aldrig siger godmorgen, når man siger godmorgen til dem”, er Pernille rigtig glad for sine kollegaer.

Fremtiden
Pernille har altid kunne se sig selv i rollen som lærer og er glad for sin nuværende situation. Det, der kan virke skræmmende for en ung lærer, er de lærere, ”…der har været der i rigtig mange år, og som bare er så rutinerede, at de næsten kan gøre det med lukkede øjne”. Så længe der bliver ved med at være udfordringer og mulighed for personlig udvikling i jobbet som skolelærer, vil Pernille dog blive ved med at stå foran tavlen. Pernille elsker, at der sker så meget ved folkeskolen, og at der hele tiden kommer noget nyt, man skal forholde sig til. ”Der er hele tiden noget, man kan gøre bedre, og man kan hele tiden gøre det bedre for børnene”.

Klik her for at besøge vores legat-database ï  Klik her for at besøge vores studierabat-sektion

 
Tip en ven

Udskriv

Tilbage til oversigt

Forrige | Næste

Læs andre artikler om nyuddannede i job:

Being Karsten Meyhoff

Et rigtigt arbejde

Få gode råd til din egen jobsøgning her.

Studerende Online  |  Gothersgade 9  |  1123 København K.  |  E-mail: info@so.dk