Kontakt | Om Studerende Online
- Studiejob
- Karriereinformation
- Gode tilbud til studerende
- Målrettet til dig



GO' morgen Danmark anbefaler so.dk

 

Kreative spørgsmål giver kreative svar

Af Majbritt Skjold Jacobsen, 4. november 2009

En jobsamtale må gerne indeholde kreative spørgsmål, men det skal stadig være ansøgeren, der er i fokus. Det mener Hans Schmidt, der selv har været med til at ansætte mere end 500 medarbejdere.

"Kreative svar er vigtigere end kreative spørgsmål. Så simpelt er det," mener Hans Schmidt, der i knap ti år levede af at rekruttere personale til forskellige danske og udenlandske virksomheder.

I løbet af den periode deltog han i over 500 samtaler inden for flere forskellige brancher. Men forskellene mellem brancherne er minimal, når det gælder jobsamtaler, mener han.

 

"I begyndelsen var det altid de samme spørgsmål, der gik igen. Nævn dine svage og stærke sider, for eksempel." Men svarene blev for kedelige, så Hans Schmidt forsøgte at peppe spørgsmålene op.

"De skal ikke nødvendigvis være fantastisk kreative, men de skal være gennemtænkte. En arbejdsgiver skal forberede sig lige så længe på en samtale, som en ansøger skal," forklarer han.

 

Et godt grin

"Det første, jeg gjorde, var at få lidt mere humor ind i spørgsmålene. De ansøgere, der er udvalgt til samtale har jo som oftest de rent faglige kvalifikationer i orden, så det handler først og fremmest om at få deres personlighed frem til overfladen," fortæller Hans Schmidt, der brugte spørgsmål som "hvad er dit livs sjoveste oplevelse?" eller "har du nogensinde ejet et par lyserøde snørebånd?" til at løsne op for smilebåndet.

 

"Spørgsmålene var meget individuelle. Det kom an på, hvordan ansøgeren tog imod. Men uden at sige for meget er jeg næsten sikker på, at det som regel var en af de humoristiske ansøgere, der blev valgt." Ifølge Hans Schmidt kan lidt velplaceret humoristisk sans nemlig være godt for meget andet end stemningen i kantinen. "Først og fremmest er det jo gunstigt for arbejdsmiljøet, men det kan også give et hint om, hvordan ansøgeren klarer pressede situationer, og om de stadig formår at smile til kunderne, når der er travlt. Et godt grin er faktisk godt for meget," fastslår han.

 

Hurtigtænker

Næste trin på Hans Schmidts stige var at gøre nogle af spørgsmålene lidt mere kryptiske. "Man må gerne give ansøgeren mulighed for at vise, at de kan tænke hurtigt, men samtidig skal man jo ikke skræmme livet af dem," fortæller han med et listigt smil. Det er nemlig sket mere end en gang, at en ansøger komplet har mistet mælet under en samtale med Hans Schmidt. "Den slags voksede jeg heldigvis fra efterhånden. Det handler jo ikke om at sænke slagskibe. Man skal helst få dem til at flyde."

 

For at teste hjernevindingernes hurtighed brugte Hans Schmidt ofte personlige spørgsmål og store emner, som man ikke altid har tænkt over på forhånd. Et eksempel er spørgsmålene "hvorfor valgte du at få børn?", "hvilken type far eller mor er du?" eller "hvorfor er du gift?"

"I princippet er det meget simple og lette spørgsmål, men folk forventer ikke at blive spurgt om den slags ved en jobsamtale. Derfor får de mulighed for at vise, at de er i stand til at skifte emne uden at miste overblikket, forklarer Hans Schmidt, der selv besvarer de tre spørgsmål med "det ved jeg ikke", "den eftergivende type" og "fordi hun blev gravid."

 

"Men jeg ville altså heller aldrig overveje at ansætte mig selv," konstaterer han.

 

Fakta om spørgsmål til jobsamtaler

En række større danske virksomheder, som i denne sammenhæng har ønsket at være anonyme, har givet eksempler på, hvad de har spurgt om til jobsamtaler.

 

- Hvorfor er du gift?

- Hvilken genstand betyder mest for dig?

- Fortæl en vittighed!

- Hvilken livsstil synes du er sund?

- Hvilke personer ser du op til – og hvorfor?

- Hvem har skrevet din ansøgning?

- Hvad er dit bedst skjulte talent?

- Hvad gør dig flov?

- Hvilken type er du?

- Hvad er bedst – mad eller mode?

- Hvad er din bedste ide til dato?

- Hvad kan du, som ingen andre kan? 

Virksomhedernes navne er redaktionen bekendt.

 
Tip en ven

Udskriv

Tilbage til oversigt

Forrige | Næste

Avismagasinet Moment
Denne artikel har tidligere været bragt i Moment.

Få andre gode råd til din jobsøgning her:

Den gode ansøgning

Søg uopfordret

Skriv et godt CV

Forberedelse til jobsamtalen

Jobsamtalen

Studerende Online  |  Gothersgade 9  |  1123 København K.  |  E-mail: info@so.dk