Jobsamtalen er stadig den mest udbredte metode, når virksomheder skal finde en ny medarbejder. Men selv om samtalen er god, kan det være svært at vurdere personen. Da der er høje økonomiske og menneskelige omkostninger ved at ansætte den forkerte, vælger mange virksomheder i dag at supplere en jobsamtale med en test, for at få et bredere bedømmelsesgrundlag. Sandsynligheden for, at du en dag rammer ind i en test, er derfor meget høj.
Testtyper
Der findes flere former for test, men groft kan de inddeles i tre hovedtyper:
Intelligenstest: En test der måler logisk, sproglig og matematisk kapacitet. Du kan f.eks. komme ud for at skulle ordne figurer efter et bestemt mønster eller regne simple opgaver. Formålet er at afprøve din evne til at drage fornuftsslutninger. En intelligenstest siger på den måde noget om evnen til at ræsonnere – at tænke sig frem til en konkret løsning på et problem. Men det er ikke nødvendigvis den ansøger med det bedste testresultat, der bliver valgt, for testen siger f.eks. ikke meget om sociale evner, kreativitet eller evnen til at forstå større perspektiver.
Færdighedstest: Her forsøger man at finde ud af, hvilke færdigheder du har, og hvor godt disse beherskes. Testen er ofte meget konkret og kan f.eks. være en retstavningstest, en sprogtest eller en oversættelsestest. Testen kan bruges til at fortælle, om ansøgeren behersker de færdigheder, der er nødvendige for jobbet. Den kan også sige noget om, hvor hurtigt og effektivt en person kan indlære ny viden.
Personlighedstest: En test der forsøger at give et billede af de personlige egenskaber. F.eks. selvstændighed, samarbejdsevner, foretrukne arbejdsmetoder og lederevner for bare at nævne nogle få. Det er ofte en ’multiple choice test’ med omkring 100-300 spørgsmål. Testen kan f.eks. være udformet på den måde, at du skal svare på, hvilken adfærd du udviser i forskellige situationer. Testen skal give svar på hvilken personlighed du har – hvad din typiske adfærd og væsentligste karaktertræk er. Der er mange typer af personlighedstest, og de kaldes noget så forskelligt som omtanketest, profiltest, motivationstest og interessetest..
Den mest brugte type af test
De to første typer af test beskriver således de faglige kvalifikationer, mens den sidste form sætter de personlige egenskaber i fokus. For mange virksomheder betyder personligheden meget – de vil gerne vide, om ansøgeren passer ind i virksomheden. Derfor er personlighedstest også den mest udbredte form for test og bruges ofte som et udgangspunkt for den personlige samtale.
Forberedelse til testen
Mange vil mene, at det er umuligt at forberede sig til en test. Men hvis du på forhånd får afprøvet et par test, får du afmystificeret, hvad det er. Du føler dig måske heller ikke så presset under selve testen, hvis du på forhånd ved, hvad det drejer sig om. Du kan så bedre slappe af og koncentrere dig om dine svar. Det er dog nødvendigt på forhånd at vide, hvilken type test du skal tage – spørg evt. om det, når du indkaldes til samtalen.
Intelligenstest: Hvis du på forhånd tager et par IQ-test, vil du komme ind i testens tankegang og vide, hvad der menes, når du bliver bedt om f.eks. at udfylde en talrække – noget du måske ikke har gjort siden matematik i folkeskolen. Du kan finde forskellige IQ-test på nettet og i bøger på biblioteket eller hos boghandleren.
Færdighedstest: Skal du have testet dine færdigheder (evt. dine sprogfærdigheder), kan det være en god idé at gennemgå områdets hovedpunkter. Du kan evt. finde gamle noter og bøger frem og læse de væsentligste ting.
Personlighedstest: Det kan være svært at forberede sig til en test af ens personlighed. Men du kan tænke over, hvordan du agerer i forskellige situationer - f.eks. når du samarbejder med andre, er presset eller skal udføre selvstændigt arbejde. Du forbereder dig næsten på samme måde, som du gør til selve jobsamtalen. (Læs mere om det i artiklen ’Forberedelse til jobsamtalen’).
Hvordan foregår det?
Nogle gange skal du tage testen hos selve virksomheden eller rekrutteringsbureauet. Det er forskelligt, om du skal tage testen på en computer eller med papir og blyant.
Andre gange tages testen allerede inden du møder op til selve samtalen. Så foregår testen over nettet. Det har den fordel, at du kan udfylde testen derhjemme i dit eget tempo. Ulempen er, at du ikke kan stille spørgsmål, hvis du ikke forstår den skriftlige instruktion – i så fald skal du endelig ringe til arbejdsgiveren eller rekrutteringsbureauet.
Hvordan skal du forholde dig?
Det kan virke lidt mærkeligt at blive testet – næsten som at være til en skriftlig prøve. Bortset fra, at det er ens egen personlighed, der står for tur. Det er dog vigtigt, at du ikke stiller op med en kritisk attitude – siger du nej til en test, får du højst sandsynligt ikke jobbet. Desværre har du ingen mulighed for at vide, hvilken kvalitet testen har.
Så er du kritisk og vil gerne vide noget mere om testen, så spørg positiv-interesseret ind til hele proceduren. Du kan f.eks. spørge ind til, hvem der udfører testen og indsamler resultaterne, hvilken tilbagemelding du får, hvor stor en del af bedømmelsesgrundlaget testen udgør, om testresultaterne bliver opbevaret og i hvor lang tid. Det er vigtigt, at du kan få mulighed for at se hele testen og testresultatet efterfølgende. Det er også vigtigt at du får mulighed for at diskutere resultaterne med ansættelsesudvalget.
Når dine faglige evner bliver testet
Når du tager en intelligens- eller færdighedstest, så gør det ikke noget, at du er smule nervøs – det kan faktisk skærpe din koncentration. Er du meget nervøs, så sig det til den efterfølgende samtale, men lad være med at bruge det som en undskyldning for et dårligt testresultat.
Under testen skal du heller ikke lade dig gå på af, at der er spørgsmål, som du ikke kan svare på. Spørg før du begynder, om det er muligt at vende tilbage til ubesvarede spørgsmål. Eller hvis du ikke kender svaret, om det så er bedst at gætte eller undlade at svare.
Svar umiddelbart og ærligt ved personlighedstesten
I personlighedstesten er der ikke rigtige eller forkerte svar, og det dummeste, du kan gøre, er at forsøge at ’snyde’. F.eks. at forsøge at gætte dig frem til, hvordan virksomheden ønsker, at du skal være. For det meste kommer der flere spørgsmål, der dækker over det samme, og du vil hurtigt blive fanget, hvis du giver modstridende svar.
En anden faldgrube er, hvis du f.eks. forsøger at gøre dig mere selvsikker, end du egentlig er. Det kan hurtigt blive en overdrivelse, som vil blive taget op ved den efterfølgende samtale. Tager du testen over nettet, er det også en dårlig idé at få andre til at hjælpe dig med svarene. Du kan i så fald risikere at give indtryk af at være en helt anden person end den, du egentlig er. Desuden kan du risikere i sidste ende at få jobbet og slet ikke passe ind i det. Svar derfor ærligt og uden at tænke for meget over svarene. Dine umiddelbare svar giver oftest det mest præcise billede af dig.
Testens muligheder
Når du først har sagt ja til at tage testen, kan du lige så godt få det bedste ud af det og tro på testen og dens anvendelighed. Tager du en personlighedstest, så vær ærlig og blot dig selv for ansættelsesudvalget. Men du behøver ikke at betragte testen som værende den endegyldige sandhed om dig. Den kan ikke give et fuldkomment billede af dig som person, så hvis der er noget, som du er uenig med testresultatet om, eller som du ikke kan genkende som dig, så sig det til den efterfølgende samtale. På den måde kan du se testen som udgangspunktet for en diskussion af dig og dine udviklingsmuligheder.
Personlighedstesten kan faktisk være et meget anvendeligt redskab. Den gør bl.a. din personlighed til en relativ fast objektiv størrelse, og det giver mulighed for at komme ind på nogle områder som ellers kan være svære at konkretisere. Testresultaterne kan også give dig en mulighed for at få leveret nogle klare positive budskaber om dig selv. Desuden kan du se testen som en fordel, hvis du får jobbet – så er der nemlig stor sandsynlighed for, at din personlighed passer ind i stillingen.
Opsummering
Der findes tre hovedtyper af test: Intelligenstest, færdighedstest og personlighedstest
Personlighedstest er den mest brugte testtype
Du kan forberede dig til testen ved på forhånd at afprøve en lignende test
Nogle gange skal testen tages hjemmefra via nettet, andre gange tages testen hos virksomheden eller rekrutteringsbureauet
Sig ikke nej til en test selv om du er kritisk indstillet
Vær i stedet positiv-interesseret og spørg ind til testen og hvordan den bedømmes
Du skal altid have mulighed for at diskutere resultaterne med ansættelsesudvalget
Når dine faglige evner bliver testet, spørg da ind til hvordan du skal forholde dig, hvis der er spørgsmål, som du ikke kan svare på
Vær åben, umiddelbar og ærlig ved personlighedstesten
En personlighedstest er ikke den endegyldige sandhed om dig
Brug testresultatet til at levere nogle klare budskaber om dig selv
Artiklen er lavet på baggrund af Interview med Gitte Hemmingsen, HR-chef hos Moment A/S.