Her forleden hvor jeg stod og kiggede mig selv dybt i spejlet, gik det op for mig, at vi danskere i virkeligheden ikke ønsker os noget værdifællesskab. Og jeg vil da ikke være nogen undtagelse, vi lever midt i Individualismen, hvor ingen er som de fleste, og jeg er da også dybt uenig med majoriteten på et ikke ubetydeligt antal områder. Så lad mig springe lige ud i det: Jette A. Kaarsbøl er ikke nogen fremragende forfatter. Der er lige så meget verdenslitteratur i ’Den Lukkede Bog’ som i Peter Pedal. Flertallet har hædret hende med priser, og den eneste dårlige anmeldelse, hun har fået, fejer hun nydeligt af Kurt Strands bord i Profilen under henvisning til, at det alt sammen bare er personangreb. Men der tager hun fejl. Omtalte anmeldelse gav gode eksempler – citater – på, hvad der var galt. Hvis der havde stået: Jette A. Kaarsbøl er en latterlig, småborgerlig finke med et naivt, henrivende dukkefjæs, der hører hjemme i Jullerup Færgeby, så havde det været et personangreb. Men det stod der ikke. Der stod, at hun ikke kan skrive.
Og jeg er selvfølgelig heller ikke enig med flertallet i, at Swan Lee er fede. Bare fordi Trille har lært at danse som Kylie Minogue, betyder det jo ikke, at det ikke er noget bras. Og selvfølgelig er jeg heller ikke enig med flertallet i, at monarkiet skal bevares. Mary og Frederiks bryllup var et flop; jeg sad under hele seancen og håbede på, at Mary ville bløde igennem brudekjolen, eller at dronning Ingrids genfærd ville dukke op på ryggen af en kænguru og fylde pungen med kronjuveler. Jeg synes naturligvis heller ikke, at Mary – eller for den sags skyld nogen i det danske kongehus overhovedet – taler godt dansk. De lyder enten himmelsk højtidelige som Karen Blixen, eller som en, Karen Blixen har taget med hjem. Fra en farm i udlandet, selvsagt. Nå ja, på nær kronprins Frederik. Han lyder bare som Brian Mikkelsen. Men sådan er der jo så meget.
Det er klart, at jeg også var imod Ringenes Herre, da den under stor kommerciel ståhej blev filmatiseret. Så meget opreklameret postyr over, at en flok nisser render rundt og fægter med sværd ude i en skov, det er slet ikke til at fatte. Det næste bliver vel, at man filmatiserer Klods-Hans i en ørken i Nevada. Og ja selvfølgelig, biografer i almindelighed bryder jeg mig aldeles ikke om. Film skal ses i Bogart; så får man de bedste klip og en polemisk mening om det hele. Man kan overhovedet ikke koncentrere sig i en biograf, folk knitrer og gnasker, så man føler sig omgivet af en hel koloni af hamstere. Og hvad er det for noget pjat med, at der er bedre lyd og billede i en biograf?!
Alle er enige om, at hvis man kører ned ad Nørrebrogade med en dundrende gulvbas i bilen, er det primitivt og plat. Men installerer man en tilsvarende gulvbas i et stort, rødt rum, er det overordentlig finkulturelt og gennemkultiveret. Jeg vil foreslå, at man hænger et par terninger op foran lærredet, for det er akkurat det samme: En helt igennem uautentisk lyd, der ville skræmme en buskmand – virkelighedens egen discipel – fra vid og sans. Og så er der billedet; mit fjernsyn præsterer da noget, der er langt skarpere og ikke som i biografen, fyldt med hoppende billeder og små sorte kønshår, der her og der har sneget sig ind på filmstrimlen. Det holder altså ikke.
Og der er også en del mennesker, der sætter stor pris på sommeren, som vi gud være lovet endelig har overstået. Folk bliver jo vanvittige af sol og varme. Enten sidder de og ser så satans velfornøjede ud på Sankt Hans Torv, bare fordi de synes, deres Orangina og Benson & Hedges sådan udstråler overskud, eller også farer de til stranden for at – ja, bade! Men Bjørn Lomborg kan sige, hvad han vil, man bliver hverken ren eller sund af at dyppe kroppen i en lummer pøl af olie, alger og afføring. Og hvordan hulen kan man påstå, at det er rart? Bunden er fyldt med grimme dyr, der stikker, og så snart man er nået ud til navlen, overfaldes man af en stor, klæbrig brandmand, som sagtens kunne være Lone Kellermanns menstruation i gelé. Og dét gør sgu nas! Og når man så endelig kommer hjem, ligner man selv noget, der er værre. Rødmosset hud, blodsprængte øjne, uglet tøj og flimrende hår – Ulla Terkelsen i storskrydende galla, rent ud sagt. Nej, det er alt for kikset at tage til stranden. Kun en taber frygter ikke havet.
Sidst men ikke mindst skal lige nævnes det, som måske er det mest danske af alt, den største fælles værdi: At ligne en dansker. Vi ligner alle danskere, hvad enten vi vil det eller ej. I gymnasiet havde jeg en meget bleg kæreste med hennafarvet hår, der læste Michael Strunge, og med de hår- og hudfarver lignede hun faktisk en roligan en smule, selv om hun meget nødigt ville indrømme det. Andre unge mennesker render rundt på Vesterbro i løse træningsbukser, bar mave og bøllehat. Men det gør min onkel Knud også, når han skal på campingferie. Det er så pæredansk, som noget kan være. Og endelig er der alle os andre, som slet ikke ligner nogen, ja, knap nok os selv. Verdens største minoritet, som afskyr alt det, de andre gør. Især når de gør det samme, som vi selv så enestående gør.
Udskriv
Forrige
