Her forleden dag, hvor jeg ikke vidste, hvad jeg skulle stemme til næste valg, tog jeg lige et hurtigt kig på meningsmålingerne. Og sørme, Det Konservative Folkeparti har endelig fået succes. Og det alene på grund af Connie, der har pumpet nyt liv i liste C – De Connieservative. Denne forventede udvikling blev hurtigt døbt Connie-effekten og går i al sin enkelhed ud på at invitere parallelklassens populæreste pige med til sin fødselsdag for at få flere med til festen.
Men så enkelt er det nu alligevel ikke. Slet ikke, faktisk. For parallelklassen hedder Det Radikale Venstre, og det er her Connies politiske standpunkt egentlig hører til. Så i grunden svarer det hele til at sætte en meget dygtig fodboldspiller, f.eks. Michael Laudrup, på håndboldlandsholdet. Bolden, banen og målet er alt for lille, Connie, og der er slet ikke plads til at drible. Det var der på Deadline, hvor det lykkedes dig at snakke mere end alle dem, du skulle interviewe, men der er cirka lige så langt fra DR2 til liste C, som der er fra Bonbon-land til Dødsstjernen.
Det var et eksempel på en situation, hvor Connie-effekten havde sin virkning – men hvor man måske i stedet for at optrappe Connie-effekten burde nedtrappe Brian-effekten. Men der findes også andre situationer, hvor man har haft succes med at peppe liv i landskabet med diverse ’effekter’, f.eks. i sommer da en flok danske sangere genindspillede det gamle Christiania-hit, ”I kan ikke slå os ihjel”, og derved udnyttede den famøse Amdi-effekt: Sig noget, kun hippier tror på, og tjen kassen. Folk vil bevare Christiania, det er endda på mode, men hvorfor er der ikke nogen, der vil bevare Sydhavnen? Eller sygehusene? Det er da de steder, de svageste i samfundet holder til. Nej, for man kan jo ikke lige smutte ud på Riget og ryge sig skæv og falde i snak med Nikolaj Nørlund. Derfor er Christiania toppen af poppen, en rygende succes simpelthen.
Og så er der jo Bono-effekten. En meget kompleks størrelse, i øvrigt. Den dækker over så paradoksale størrelser som godgørende kommercialitet og selvfed selvopofrelse. Men den er også udtryk for noget langt mere konkret. Se f.eks. hvordan piger, der har fået et par Anastacia-solbriller på, pludselig ser meget selvtilfredse ud – det er såmænd Bono-effekten: Jeg ligner godt nok en flue fra firserne med de her solbriller, men det er bedre, end hvis jeg kommer til at smile – så ligner jeg lort. Og hvad er fedest: Lorten eller fluen, der sidder på lorten? Helt klart fluen. Så næste gang du ser sådan en tøs komme drønende ned ad Værnedamsvej eller Elmegade med analrigide ansigtstræk uden mindste antydning af et smil, men med et par glimtende Gucci- eller Arnette-solbriller, så tænk på lorten, hun flygter fra. Hun er ikke sej. Hun er bange.
Og med en sådan defekt in mente, er der pludselig en masse spørgsmål, der melder sig i forsøget på at skelne mellem succes og fiasko: Er man en succes eller en taber, hvis man som Hong Kongeser scorer en dansk prins og vinder det halve kongeriges hjerter, men senere mister sin prins til en 19-årig elev fra Matas på et diskotek i Silkeborg? Er man en succes eller en taber, når man endelig bliver befriet fra Guantanamobasen, men straks man kommer hjem til Danmark får skæld ud, fordi man forklarer, hvordan tingene hænger sammen? Er man en succes eller en taber, hvis man sælger masser af bøger, har rejst jorden rundt tre gange og har en mening om alting, men hedder Carsten Jensen? Og er kære Connie egentlig ikke bare begge dele, en stemmesluger, der synker for dybt?
Vi ved vist alle, at Microsoft er en bragende succes, ja ikke for brugerne, men for dem, der opfandt det her geniale system med, at man skal trykke på ’Start’ for at slukke computeren osv. Men vi er nok ikke alle klar over, hvordan man gør den slags, især ikke dem af os, der er humanister. Hvordan tjener man kassen i en teknoficeret verden? De kloge siger, at det handler om branding. Om at sælge oplevelser og følelser, gerne hurtige følelser. Men det er jo sådan set det, luderne har gjort i årtusinder, og uden at kende til detaljerne i de prostitueredes budgetter vil jeg skyde på, at de ikke kan matche Microsofts bundlinje.
Men sandheden er jo, at internettet blev en succes pga. porno, farvefjernsynet slog bl.a. igennem, fordi folk ville se OL i farver i 1972, og en af grundene til, at kunsten og kulturen herhjemme kan blomstre, er de mange penge, som Carlsberg i tidernes morgen – og stadig – skyder i kulturelle projekter. Der er altså tilsyneladende tre centrale katalysatorer for succes: Porno, sport og øl. Tre størrelser, der kan sammenfattes i én: Den gennemsnitlige danske mand, gerne liggende på sofaen med en øl i hånden foran pornofilmen eller fodboldkampen i fjernsynet. Koncentratet af succes, simpelthen.
Og så er det bare så ærgerligt at tænke på alle dem, som farer rundt derude og vifter med sit CV og sine solbriller i håret, aldeles uvidende om at de bare skulle tage og slappe lidt af, åbne en øl, se lidt fodbold, tage en spiller. Det kan simpelthen ikke undgå at blive en succes.
Udskriv
Forrige
