Da jeg var færdig med min HTX studentereksamen, kom jeg ud med et pinligt gennemsnit på 6.2. Med sådan et akademisk gok i nødden, var jeg rimeligt håbløst stillet overfor at skulle gå videre på et dansk universitet, hvor adgangskravene er meget høje. Efterfølgende flyttede jeg til England og arbejdede på Cambridge Universitet som IT support. Egentlig havde jeg ingen planer om at starte en videregående uddannelse, da jeg en dag hørte i radioen, at der var mangel på studerende ved universiteterne og jeg tænkte ”lad mig prøve og søge ind”. Det viste sig helt uproblematisk og jeg kom ind med det samme.
Ansøgning
Jeg ringede til Plymouth Universitet for at spørge dem hvilke adgangs krav de stillede. De havde en guideline angående danske ansøgninger. En studentereksamen var krævet og hver ansøgning ville blive evalueret individuelt. Det blev også nævnt, at en bred uddannelse var fortrukket, og at det var fordelagtigt at have studeret de fag man ønskede at gå videre med. Jeg har for eksempel en HTX studentereksamen og kunne derfor studere biologi.
Uddannelsen
En "undergraduate" uddannelse på universitetet i UK varer mellem 3 og 4 år, afhængig af om der er et års erhvervs praktik med i forløbet. Din titel derefter er enten BA eller BS afhængig af hvilken uddannelse du vælger. Du får tilføjet HONS hvis du skriver en afhandling på dit sidste år.
Man skal som fuldtids studerende opnå 120 kredits pr år. Et typisk studieår består af fire til seks moduler som hver vægter 20 til 40 kredits. Efter tre år skal man have opnået en samlet kredit på 360 for at få sin BA eller BS.
Modulerne kan være opbygget vidt forskelligt. Nogen moduler er kun baseret på afleveringer, hvorimod andre moduler baseres på eksamener. Deadline for afleveringer og eksamener fastlægges af modul lederen. Deadlines er ens for alle, ingen aflevering, ingen karakter. Mange moduler er blandede med forskellig vægt på afleveringer og eksamener. Jeg har eksempelvis haft et biokemimodul med to 15% eksamener midt i forløbet og en 70% eksamen ved det akademiske års afslutning .
Undervisning og eksamener
Undervisningen foregår i forelæsninger, holdundervisning og tutorials. Det er forskelligt fra studium til studium hvad man har mest af. Der er ofte mødepligt til holdundervisning ”workshops” fordi det man lærer indgår i den endelige eksamen eller aflevering.
Hvis man er så uheldig at dumpe et par moduler er der et væld af muligheder. Man kan søge dispensation og måske tage modulet med i næste forløb. Eller man kan gå til reeksamen efter sommerferien. Det er anbefalet at bestå alle modulerne, for man risikerer at tilbringe et ekstra år i UK som deltids studerende uden SU.
Hjælp at hente
Der er meget hjælp at hente for studerende i UK. Når man starter på Universitet eller på College, bliver man tildelt en personlig tutor, som skal hjælpe dig gennem uddannelsen. Han eller hun vil komme med råd og følge din udvikling, samt vejlede angående karriere valg osv. Tutoren har normalt faglige forbindelser som sit speciale og vil også kunne lægge et godt ord ind for dig. Jeg har selv haft både gavn og glæde af at have en fast støtte indenfor universitetet.
Der bliver taget meget hensyn til individuelle problemer. Det kan være alt fra et svært handikap, mild depression, til øjeblikkelig pengenød. Har man bare brug for råd og vejledning, kan man trække på næsten enhver person på universitet. Man kan sige meget om englænderne men en ting er sikkert, de vil meget gerne hjælpe.
Det giver ben i næsen at studere i udlandet og de ting man oplever, det sure og det søde, giver livserfaring og gør din profil mere interessant overfor en fremtidige arbejdsgiver. Jeg har oplevet en masse gennem de sidste fem år og jeg har helt sikkert lært en ting. Det er altid sjovt at få et spil pool og en øl med mine venner nede på pubben.