Når man som humanist nærmer sig uddannelsens afslutning og står på tærsklen til at skulle springe ud i samfundet og 'den virkelige verden', kan man være præget af et pessimistisk syn på fremtiden. Det kan man vel også dårligt bebrejde os - medierne har ikke ligefrem oset af optimisme, når det har handlet om humanistens muligheder på arbejdsmarkedet.
Gå forrest
Denne pessimisme - berettiget eller ej - danner desværre for mange grobund for en uheldig start på livet uden for universitetets mure. Selv nægter jeg at tro på, at der i erhvervslivet ikke er brug for netop mig og mine kompetencer. Men jeg mener, det er vigtigt, at man selv går forrest og tager initiativ, hvis man vil finde en plads i samfundet og på arbejdsmarkedet. Chancen for at drømmejobbet finder mig og ikke omvendt er minimal.
Usikker fremtid
Personligt har jeg valgt at starte som selvstændig og stifte kommunikationsvirksomheden Stiller Kommunikation. På den måde skaber jeg mit eget drømmejob på baggrund af min humanistiske uddannelse. Men hvorfor er der ikke flere humanister, der starter egen virksomhed? En stor del af forklaringen på hvorfor, mange som nyudklækket cand.mag. ikke tør tage initiativet til at skabe sin egen arbejdsplads, hænger sammen med, at man på samme måde som ved synet på humanistens fremtid har fået blæst ørerne fulde med, at en selvstædig karriere er lig en usikker fremtid.
Prøvetur med sikkerhedssele
Men der findes faktisk en blid mellemvej. En vej mellem den usikre og humplede vej som selvstændig og den mere befærdede og sikre vej som lønmodtager. Man behøver ikke sætte hus og hjem på spil for at starte noget selv. Mellem begreberne lønmodtager og selvstændig ligger nemlig en gråzone af iværksættere, som for samfundet (læs ToldSkat) kan være svær at placere. Gråzonen bliver af A-kassen kaldet 'lønmodtager med selvstændigt erhverv som bibeskæftigelse', og den giver humanisten mulighed for at tage en prøvetur som selvstændig uden at kræve, at man kaster al økonomisk sikkerhed fra sig.
Er der brug for os?
Nu er det store spørgsmål: Hvis man har lyst til at blive iværksætter og gennem sin uddannelse er blevet udstyret med evnerne, er markedet så overhovedet interesseret i, at vi humanister begynder at rende rundt og starte virksomheder? Hertil kan jeg klart svare: Næsten.
God kommunikation
I løbet af det sidste halve års tid har man i diverse medier kunnet læse om, at flere og flere virksomheder får øjnene op for humanisterne som et potentiale, der kan komme virksomhederne til gode. Netop fordi humanisterne tænker en smule anderledes end de personer, der de sidste mange år har lavet balle-mærker i virksomhedernes bedste stole. Og for de humanister, hvis kompetencer drejer sig om sprog og kommunikation, kan det nævnes, at et stadigt stigende antal virksomheder bliver klar over, at kommunikation ikke bare er noget, alle og enhver behersker. I hvert fald ikke en kommunikation, der skal komme virksomheden til gode i sidste ende.
Nytænkning
Her har iværksætteren en klar fordel i ikke at kræve fastansættelse, for kommunikationsopgaver hos mindre virksomheder, der ikke har en kommunikationsafdeling. PLS Rambølls rapport 'Virksomheders brug af atypisk beskæftigelse' viser, at virksomheder hyrer iværksættere til projektorienterede opgaver for at købe fleksibilitet, ekspertise, engagement og en ny måde at tænke på.
Stigende fokus fra erhvervslivet
Samtidig er der også et økonomisk aspekt i ikke at skulle fastansætte og bruge af personaleressourcerne. Rapporten viser desuden et stigende fokus fra virksomhedernes side på muligheden for at tilføre virksomheden nye kompetencer gennem projektansættelse. Så jeg er sikker på, at vi humanister i løbet af de næste par år har de bedste muligheder for at skabe os en fremtid som iværksættere - med udgangspunkt i vores faglige kompetencer.
Udskriv
Forrige
