Hvis man tænker på New York, er det gerne mastodontiske bygningsværker, der dukker frem i tankerne: Empire State Building, Ground Zero, Frihedsgudinden og Brooklyn Bridge. Byen defineres af disse monumenter, og de er absolutte musts for en turist. For at være ærlig, så har jeg endnu ikke nået dem alle, og jeg har nu været her længe nok til, at det aldrig sker. Efter en tid forledes øjet i stedet af byens gentagelser – typer og hændelser, som man ser tilstrækkelig mange gange til, at det ikke kan være et tilfælde. Man begynder at tænke over, hvad de er symptomatiske for, og således bevæger man sig mod en kerne eller ide, som ligger til grund for metropolens eksistens.
Emotionelle lussinger
Tilværelsens hastighed synes ufattelig, og ordineret medicin bliver en nødvendighed for at klare dagen uden at kollapse. Menneskene imellem eksisterer der en stor åbenhed, der dog sjældent rækker ned under overfladen: Man begiver sig på konstante dates med smukke kvinder, men kontakten reduceres hurtigt til gensidig seksuel konsumerisme. Enhver bevægelse mod en romantisk idé resulterer i en emotionel lussing til lyden af ”New fucking York, asshole”.
Succesens affald
Byen er ikke helt frigjort fra den amerikanske drøm. Vi er stadig i USA. Men hen ad vejen – mod karrieren, pengene og udødeligheden - er kontakten med sig selv, såvel som med omverdenen mistet. Alt begraves under den konstante fremdrift. Og hvis man kigger efter i afkrogene, ser man dens konsekvenser og efterladenskaber – desillusionerede alkoholikere, som aldrig fik det musikalske gennembrud, hjemløse krigsveteraner hånet af passerende limousiner, trætte servitricer, der blev for gamle til deres modeljob. Alle sammen eksisterer de som påmindelser til os andre om, at de humanistiske værdier er forladt og i stedet erstattet med en avanceret junglelov.
Disse uheldige skæbner gør dog ikke den store forskel. De heldigere stillede har intet problem med at glemme dem, som tabte spillet hen ad vejen. De kaster blot en dollar i ansigtsløse papkrus for at lette samvittigheden og opretholde illusionen af drømmen.
På egen krop
Efter at have været her i nogen tid har jeg set byens sjæl i fuld udfoldelse, og naturligvis fylder den min dag med foragt og bitter smag i munden. Uheldigvis ligger lindringen alt for ofte i byens selv samme overdrev. Under dæmpet lys bedøves man i natten af smukke kvinder og halve flasker vodka. Blandt 1001 forførelser glemmer jeg let, at min Martini kunne brødføde en hjemløs i to dage, for slet ikke at tale om en somalier i langt flere. Man danser med i absurditetens ballet - forledt og eskapistisk sprællende blandt musik, drinks, stoffer og nøgenhed. I hallucinerende øjeblikke af sandhed spørger man sig selv, om det er muligt at stille sig uden for den amerikanske drøm, eller om man mere eller mindre frivilligt lader sig fange af overflodens ynde?
Er der tid endnu?
Jeg kender endnu ikke helt svaret på mit eget spørgsmål – men man kan altid håbe, at jeg reddes af min egen integritet. Lige nu ligger jeg blot mageligt nøgen og rygende i dobbeltsengen med et glas Chianti og min Ibook. Ud af øjenkrogen betragter jeg en smuk, mørkhåret pige tage sit tøj på. Jeg befinder mig godt tilpas, mættet både ved tørst og lyst – en strålende eksempel på absurditetens ballet. Den hjemløse mand med høretelefonerne på hjørnet mellem 13th og 1st bekymrer mig næppe. Han eksisterer ikke i min verden. Han klarer sig nok fint i sin egen...
Udskriv
Forrige
